>Kortversjonen Prosa 02|10

Kærlighedens Veje & Vildveje

Susanne Christensen



<empty>

Susanne Christensen (40) er litteraturkritiker i Klassekampen og medredaktør i Vagant. Hun trekker her fram en bok hun mener utvider samtalen om fiksjon, virkelighet og virkelighetskonstruksjon – påkrevd i disse Knausgård-tider.

Suzanne Brøgger
Kærlighedens Veje & Vildveje
211 sider
Rhodos 1976

Pablo Llambías
Kærlighedens Veje & Vildveje
126 sider
Gyldendal (dansk) 2009

Hva boken handler om Tekstens drama (hvad den «handler om») er på mange måder dens produktionsprincip. Kærlighedens veje & vildveje er et detaljeret remake af Suzanne Brøggers bog med samme navn fra 1975. Alle trykfejl og paratekstuelle detaljer er taget med fra den oprindelige udgave. På forsiden poserer Llambías som Brøgger (i 70erne og 80erne kendt som flamboyant, feministisk samfundsdebatør) iført damehat og fuld make-up. Brøggers tekster er selvbiografiske fragmenter, uformelle essays og taler som svinger mellem fakta og fiktion, og Llambías benytter sig af simulation og brud: Hans omskrivninger er nogle gange mekaniske («hun» byttes ud med «han»), andre gange mere omfattende. Brøgger kalder sin bog et forsøg på at opbygge en ny kærlighedsdannelse, teksterne har et kritisk sigte, men bæres alligevel frem af en vis Wilhelm Reich-inspireret utopisme. Llambías’ omskrivninger placerer de falmende utopier om køn, sex og samliv i et langt koldere, samtidigt landskab, hvor relationer styres af status og økonomi.

Leselighet Kærlighedens veje & vildveje er del af en større samtale som både er foregået i og udenom Llambías’ øvrige forfatterskab. Hans roman Rådhus (1997) er sammen med Claus Beck-Nielsens Claus Beck-Nielsen (1963 –2001) En biografi (2003) hovedværker i en slags konversation om virkelighed i litteraturen som er blevet ført op gennem 90erne og videre frem til idag, i Danmark og andre steder. Rådhus er lige så genreubestemmelig som Suzanne Brøggers tekster, og Llambías henviser til hende som inspirationskilde: Hun er på mange måder den selvbiografiske fiktions ukronede dronning, og hendes genkomst i omskreven form sker i forbindelse med en generel reaktualisering af spændingerne mellem virkelighed og fiktion. Forfatteren går igen som en anden zombie når tekstens autonomi som et formelt, æstetisk objekt går i opløsning. Titlen på Christina Hesselholdts selvbiografiske fragmenter Hovedstolen (1998) henviser til Per Højholts poetologiske statement om ikke at tage af hovedstolen, altså at undgå at skrive selvbiografisk, en lov som netop nu brydes igen og igen: I bestsælgende kendisbiografier og i projekter som Karl Ove Knausgårds, i den tabloide journalistisk, i den eksperimentelle litteratur og kunst og som almen hverdagspraksis, i vores daglige bekendelsespraksisser som del af diverse sociale netsamfund. Kærlighedens veje & vildveje udvider samtalen om virkelighedskonstruktion til også at handle om kønskonstruktion og er både letlæst (fragmenterne er korte og slående) og udstyret med et bredt intellektuelt vingefang.

Tese Der findes flere. En af dem er, at skrift er det samme som læsning.
Hvem er for Folket.
Hvem er mot Politiet, hæren og kongehuset.

Betydning i dag Llambías minder os om, at Suzanne Brøgger er den selvbiografiske fiktions ukronede dronning, samtidig med at han introducerer appropriation som gyldig æstetisk strategi og forsøger at opbygge en ny kærlighedsdannelse.

Favorittsitat «Ikke en af ideerne i bogen er mine egne. Jeg elsker at pynte mig, med lånte fjer. Tak.»


Del artikkel på twitter Del denne artikkelen på Twitter.

 Tips en venn om denne artikkelen!  
 

<Tilbake til forrige side Utskriftsvennlig side>