>Artikler Prosa 06|09

>Agenda: Den lange 2. verdenskrig. Bøger, brug, bevidsthed

Anette Warring

Da Berlinmuren for tyve år siden blev brudt ned, og Sovjetunionen dernæst kollapsede, var der mange som spåede, at interessen for 2. verdenskrig ville mindskes betragteligt, og at konfliktniveauet om fortolkningen af krigens politiske og etiske mening ville mindskes. Ingen af forudsigelserne viste sig at holde stik.

<empty>

Ingerid Hagen
Oppgjørets time. Om landssvikoppgjørets skyggesider
464 sider
Spartacus 2009

Frode Fanebust
Krigshistorien™. Toralv Fanebust og sannheten
368 sider
Pax 2009

Frode Sæland
Herman Beckers krig. Historien om familien Becker og jødene i Rogaland under andre verdenskrig
400 sider
Aschehoug 2009

Helle Aarnes
Tyskerjentene. Historiene vi aldri ble fortalt
250 sider
Gyldendal 2009

ÈN AF DEM som spåede, at interessen for 2. verdenskrig ville mindskes betragteligt var den australske historiker Richard Bosworth, som i sin fremragende bog Explaining Auschwitz and Hiroshima fra 1993 viste, hvilken afgørende betydning ’den lange 2. verdenskrig’ havde haft for samfundenes kultur og politik i resten af århundredet. Erindringen om krigen var en nøglefortælling om grundværdier i den politiske kultur og var derfor genstand for tilbagevendende kontroverser.
    Interessen for og bearbejdelsen af perioden har imidlertid ikke fortaget sig. Den synes nærmere at være intensiveret gennem 1990erne og i det nye årtusinde. Herom vidner de mange storfilm om krigen, de tilbagevendende stort iscenesatte jubilæumsfejringer samt den stadige strøm af godt sælgende romaner og fagbøger, som forlagene står i kø for at udgive. Også i år fylder krigen og okkupationsårene godt i de norske forlags kataloger. Konfliktniveauet er fortsat højt og er i nogen henseender tiltaget. Krigen bruges fortsat som referencepunkt i politikken – ofte som legitimering af vidt forskellige politiske synspunkter. Fortolkningen af 2. verdenskrig er stadig et erindrings- og identitetspolitisk kampfelt. Det kan udløse alvorlige internationale kriser, sådan som vi i de seneste år har set det fx mellem Kina og Japan og mellem Polen og Rusland. Krigen er også stadig genstand for heftige nationale debatter. I erindringen om krigen sammenflettes ofte den store og lille historie, og den udgør et gigantisk reservoir for identifikation, afstandtagen og refleksion. Krigen rejser store eksistentielle spørgsmål om skyld og ansvar, forræderi og heltemod, om godt og ondt. Og den kan fortælle om de vilkår, der formede menneskers handlemønstre. Den giver derfor ofte anledning til intense debatter og tolkningskonflikter om, hvad vi kan og bør lære af krigen, om hvordan krigen kan blive magistra vitae – livets læremester. 2. verdenskrig er altså endnu ikke blevet en neutral fortid. Den opleves som identitetskonkret.

Nye etiske og politiske værdier Men Bosworth fik ret på et tredje punkt. Han forudså nemlig også, at nye etiske og politiske værdier ville komme til at præge erindringerne om krigen. Hvilke de var, kunne han endnu ikke se konturerne af i 1990ernes begyndelse. Det kan vi bedre nu 20 år efter murens fald. Vi har været vandt til at opfatte 2. verdenskrig som en ’god’ krig i den forstand, at det var en nødvendig krig mod de onde kræfter, som havde udløst den, og som til sidst blev overvundet, af dem, der derfor automatisk blev tildelt rollen som de gode. Dette forenklede syn på krigen, som i det store og hele en demokratiernes retfærdige forsvar mod diktaturet, kan ikke længere opretholdes. Sovjetdiktaturet var en del af krigen og af freden. Det betød også en omvurdering af krigens indre fronter, da alle handlinger begået af partisaner og modstandsfolk i partisankrigen og modstandskampen i de besatte lande ikke længere entydigt og automatisk kan bedømmes som legitime med henvisning til den ’gode krig’. Og da slet ikke i en epoke, hvor menneskerettigheder og retstilstand er global standard for politiske og moralske vurderinger. Men grundfortællingen om den gode krig er ikke erstattet af en ny. Billedet er broget. Det viser årets bogudgivelser.

Forskellig historieinteresse Interesse for historie kan have mange grunde. Historie tjener mange formål og bruges til mange forskellige ting. Ud over at være et fag og at være genstand for intellektuel beskæftigelse, bruges historie til fornøjelse og adspredelse, historie er en vare, der skal sælges, og ikke mindst er historie en del af menneskers livsverden og spiller en afgørende rolle, når vi individuelt og kollektivt skal afklare identiteter og værdier, altså når vi skal orientere os og skabe mening i nutiden og tage bestik af fremtiden.
    Årets norske bogudgivelser om krigen, okkupationen og efterkrigsopgøret afspejler viften af forskellige former for historieinteresse. Der er tale om velkendte genrer, og om både velkendte, ja jeg vil nærmest tale om slidte temaer, men også om fornyelse. Det gælder interessen for opgøret efter krigen og dets ofre.
    Militærhistorie er en populær genre, som sælger godt. Det gælder ikke bare i Norge. Herom vidner de mange hyldemeter om store slag, militærstrategier og frontberetninger, som findes i de store udenlandske boghandler. Også i år udgives i Norge en række ofte oversatte bøger inden for denne genre, fx Alex Kershaw Flukten fra dypet om overlevelseskampen på den amerikanske ubåd Tang, som opererede i Stillehavet, samt adskillige bøger, nogle genudgivelser, skrevet af den svenske militærhistoriker Niklas Zetterling i skiftende makkerskaber. Sådanne bøger henvender sig i høj grad til læsere, der er fascineret af fortiden i sig selv, og har det man kan kalde en antikvarisk historieinteresse, mens andre har en videre erindringspolitisk ambition. Det gælder fx Generalen og hans testamente, som er en kommenteret udgivelse af dokumenter skrevet af generalmajor Odd Lindbäck-Larsen om bl.a. kapitulationsaftalerne og samspillet mellem norsk og tysk militær i Finnmarken i 1940.
    Hvor enkeltskæbner sjældent står centralt i militærhistorierne, er det et konstituerende genretræk ved politiske biografier og sabotør- og agentberetninger, som også er to velkendte og godt sælgende genrer. Den svenske historiker Göran Häggs biografi om Mussolini føjer sig ind i rækken af de senere års biografier om krigens store skurke og gerningsmænd. Sidste år udkom norske og danske oversættelser af David Cessaranis Eichmann-biografi og Alex Kershaws store Hitler-biografi. Det nye er ikke så meget interessen men nærmere, at biografierne i højere grad end de tidligere ikke alene er optaget af konsekvenserne af skurkenes, forrædernes og gerningsmændenes handlinger, men tillige søger at gøre deres handlinger forståelige ud fra deres eget perspektiv. Hans Fredrik Dahl var tidligt ude med Quisling-biografien, mens det først er i de senere år, at lederen af det danske nazistparti Sofus Clausen og soldat i Waffen SS og kommadør over Frikorps Danmark C.F. Schalburg er blevet biograferet. Det forhold, at Dahls biografi gav anledning til skarp debat, mens det ikke var tilfældet med de danske, tilskriver jeg mindre nationale end den tidsmæssige forskel.
    Asbjørn Sundes sabotørerindringer sælger åbenbart så godt, at den genudgives, og Cappelen Damm udgiver endnu én af Arnfinn Hagas mange bøger om nordmænd i krig. Denne gang handler det i Skyggen om SOE-agenten Louis Pettersen. Bogen er helt og holdent helliget konkrete beskrivelser af det illegale arbejde. Her er intet om motiver og eventuelle dilemmaer, og der er ingen eksplicit indskrivning af den lille historie i den store bortset fra, hvad der fremgår af bogens bagsidetekst: «Under anden verdenskrig hadde hvert tysk­okkupert land sin krig og sin motstandskamp. Både på militært og sivilt område ble det kjempet mot alt nazismen stod for.» Det er en historie fortalt så mange gange, at den ikke behøver at blive det igen. Krigen og den normative ramme er så selvklar, at agentfortællingen bliver selvforklarende. Det er den ikke i Frode Sælands Herman Beckers krig for selvom den militære indsats som flynavigatør i eksil fylder en del, følger vi parallelt hans jødiske families skæbne under jødeforfølgelserne i Norge, deres deportation og udslettelse i Auschwitz-Birkenau. Dén historie er endnu ikke så velbeskevet og genkendelig, at den ikke behøver fortælles, og forfatteren understreger da også, at «Historien om Hermans familie er en del av historien om folkemordet på de europeiske jødene – Shoah, denne største forbrytelsen mot menneskeheten.» (s. 340)

Den lille og store historie Enkeltskæbnerne er typeeksempler i disse bøger, men kan også, som det er tilfældet i journalist Frank Rossaviks bog Det niende barnet om en jødisk dreng adopteret af en nazistisk plejefamilie, repræsentere den helt usædvanlige skæbne. Fælles er imidlertid, at den lille historie fortælles på en måde, hvor den henter betydning og søges illumineret af den store historie. Omvendt kan den systematisk, videnskabeligt afdækkede store historie gøres nærværende gennem inddragelse af enkeltskæbner. Det er tilfældet i Marianne Neerland Soleims Sovjetiske krigsfanger i Norge 1941–1945, som inddrager en række personers skæbner i denne udgivelse af hendes doktorafhandling om de hundrede tusinder krigsfanger, deres bidrag til norsk infrastruktur og de brutale og umenneskelige vilkår, de levede under, samt placering i norsk erindringspolitik. Forholdet mellem den lille og den store historie kan altså behandles forskelligt. Den store historie kan som bagtæppe fungere som kulisse om aktørernes handlinger. Den kan beskrives i en form, hvor den har karakter af skæbne, der ikke levner noget handlingsvalg til den enkelte. Og de historiske vilkår og rammebetingelser kan omvendt underbetones i en sådan grad, at de historiske aktørers handlinger bliver uforståelige og dermed overlades til at blive bedømt på nutidens præmisser. Jeg ser derfor, det som et, ikke enestående, men alligevel vigtigt kriterium for god historieformidling, at fremstillingen inddrager den store historie på en måde, så det øger forståelsen af både de vilkår, hvorunder fortidens aktører handlede, men også af de konsekvenser, deres handlinger fik. Det er noget, der ikke lykkes lige godt i alle de bøger, jeg har studeret av norske 2. verdenskrig-utgivelser dette efteråret.

Opgør med opgøret Tre af efterårets markante bogudgivelser handler om opgøret efter krigen. Alle er drevet af indignation og har en stærk kritisk tilgang til efterkrigsopgøret. Der er i dobbelt forstand tale om Oppgjørets time, hvilket er titlen på historiker og dokumentarfilminstruktør Ingerid Hagens bog Om landssvikoppgjørets skyggesider. Helle Aarnes efterlyser ligeledes i indledningen til Tyskerjentene. Historiene vi aldri ble fortalt et opgør med opgøret, og Frode Fanebust gennemfører med udgangspunkt i farfaren redaktør Toralv Fanebusts historie et generalangreb på Krigshistorien™, som er hans betegnelse for, hvad han opfatter som den norske kollektive bevidsthed om krigen, herunder retsopgøret. Fanebusts motivation er personlig, og hans perspektiv er formet af den uret, som blev begået mod hans farfar, da han kritiserede retsopgøret og i 1947 blev idømt 9 måneders fængsel for injurier mod Sven Arntzen, der som rigsadvokat var hovedansvarlig for opgøret med landssvigerne efter befrielsen. De beskyldninger for angiveri, som Fanebust anklagede Arntzen for, blev imidlertid aldrig undersøgt. Farfarens arkiv blev igangsætter for Frode Fanebust, ligesom det var forfatter Marta Steinsviks arkiv, en anden central kritiker af retsopgøret, som blev det for Ingerid Hagen. Den veldokumenterede bog behandler planlægningen af landssvigopgøret i eksil, massearrestationerne og reaktionerne overfor dem, som kritiserede retsopgøret mens det stod på, men i centrum står fangebehandlingen og afsoningsforholdene for de dømte. I Aarnes’ bog er de enkelte tyskerpiger udvalgt på en måde, så de nok tegner et billede af tyskerpiger flest, men samtidig ikke giver et dækkende billede. Fortællingerne om kvindernes forelskelse, og den hårde medfart de fik, giver indlevende portrætter, som forstærker anklagen om den uret, der blev begået mod dem. Bøgerne er derfor et led i de senere års tendens til at komme tættere på dem, som blev ekskluderet i det norske efterkrigssamfund.
    Den store interesse for bøgerne vidner om, at tiden er moden til en kritisk selvransagelse af opgøret og dets konsekvenser for ikke alene dem, der blev ramt, deres familie og efterkommere men også i form af splittelse i det norske samfund. Førsteoplaget av Hagens bog blev udsolgt på bare to dage. Aarnes’ bog bygger på en artikelserie, som hun modtog den store journalistpris for, og bogen skal filmatiseres af den kendte danske instruktør Lars von Trier. Ikke overraskende taget hans tidligere filmer og kvindepor­trætter i betragtning.
    Sammenligner man med Danmark, og ser man bort fra Johannes Andenæs’ bog fra 1980, er det kritiske opgør med opgøret kommet senere i Norge. I 1984 udkom den danske retshistoriker Ditlev Tamms store disputats Retsopgøret efter besættelsen, som kritisk og grundigt belyste forberedelserne til retsopgørslovene, interneringerne og det retslige opgørs forløb. Overordnet anså han retsopgøret som samarbejdspolitikernes betaling til modstandsbevægelsen og dermed som et led i en indbyrdes magtkamp. Min egen bog om de danske tyskerpiger udkom i 1994, men siden er kun udkommet mindre arbejder om dødsstraffen, de danske krigsbørn ligesom retsopgøret indgik i udforskningen af de danske østfrontfrivillige. Men i Norge har kritikken været mere omfattende, flere aspekter er taget op og har ikke mindst haft en stærkere moralsk dimension med overgrebene og ofrene i centrum. Dette efterårs bøger om opgøret føjer sig til bogserien fra forskningsprojektet Å overkomme fortiden, der omhandler dødsstraffen, krigsforbrydelser og opgøret som led i overgangen til demokrati, og de ligger i klar forlængelse af det store forskningsprojekt om de norske krigsbørn og deres opvækstvilkår, som blev iværksat i 2001. I Danmark har der ikke været nær samme opmærksomhed på konsekvenserne af efterkrigsopgøret og på myndighedernes ansvar for den ekskludering, som også ramte efterkommerne. En sådan undskyldning, som det norske parlament gav NS-børnene i forbindelse med fejringen af 50-året for befrielsen, har overhovedet ikke været på tale i Danmark og slet ikke en kompensationslov til krigsbørnene. Begrebet forsoning er ikke en del af horisonten hverken i faglitteratur eller den offentlige debat.
    Hvad er årsagen til denne forskel mellem Danmark og Norge? Når der i øvrigt kan identificeres mange ligheder mellem landenes national-patriotiske  grundfortællinger, mellem eksklusionen af centrale temaer samt mellem de revisioner, som historikere satte ind med fra 1970erne i Danmark og fra 1980erne i Norge? Måske skyldes det, hvad der umiddelbart kan forekomme paradoksalt, at den norske grundfortælling er mere homogen og konsensorienteret end den danske, fordi den norske stat i modsætning til den danske faktisk var i krig med Tyskland efter de første få måneders vaklen. Danmark var aldrig i krig med Tyskland, selvom landets status efter august 1943 kan diskuteres. Norge var blandt de allierede nationer, Danmark blev det først da krigen i Europa var slut. Der var trods alt mere realitet i den norske grundfortælling end i den danske, hvilket måske har gjort den mere selvbevidst og mindre sårbar over for anerkendelser af egne fejl og undskyldninger for overgreb.1 En anden mulig forklaring kan være, at Norges højtprofilerede internationale rolle som fredsskaber og forsvarer af menneskerettigheder har gjort dobbeltmoralen mere iøjnefaldende og presset for selvkritik større. Det er i hvert fald et argument, som fremføres af fx Hagen (s. 10).
    Ud over behandlingen af de op mod 250 000 civile tyske flygtninge, særligt børnene, har det store moralske tema i Danmark i de seneste år været samarbejdspolitikken og erhvervs­livets rolle. Det har været genstand for en lang række faghistoriske undersøgelser, som har uddybet forståelsen af Danmarks rolle og handlerum under 2. verdenskrig. Denne historisering af samarbejdspolitikken kolliderede voldsomt med tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens neo-nationalistiske entydige moralske fordømmelse af samarbejdspolitikken, som han karakteriserede som æreløs og skamfuld. Han instrumentaliserede opgøret til at begrunde den nye danske aktivistiske udenrigspolitik generelt og dansk krigsdeltagelse i Irak specifikt. Historikerne kaldte ham for ahistorisk moralist, der projicerede nutidige politiske synspunkter bagud i tid, mens statsministeren mente historikernes historiske forklaringer var det rene værdirelativisme.

Forsoning – noget nyt under solen? Da leder af Norges Hjemmefrontmuseum Arnfinn Moland i Dagsavisen 1.10.09 i anledning af filmen Svik om krigsprofitørerne og Aarnes’ bog om tyskerpigerne blev spurgt om, vi ved for lidt om disse dele af okkupationshistorien, svarede han: «... disse spørsmålene har vært framme i debatten gjennom alle år etter krigen. Ingen kan hevde at noe av dette er forsøkt holdt skjult». Molands reaktion er typisk for faghistorikere. Nyhed og afsløring er to gode og velkendte salgsstrategier. Helle Aarnes’ bog bærer undertitlen Historiene vi aldri ble fortalt, og Hagens bog lanceres med ordene om, at det er første gang en historiker systematisk gennem retsdokumenter og andet kildemateriale viser de æreløse sider ved landssvigeropgøret. Det er sjældent hele sandheden, og det irriterer ofte faghistorikere, så meget desto mere, hvis de selv har leveret forskningsresultater, som nu bruges i en ny sammenhæng. Endnu værre er det, hvis der er tale om en journalist, for da indgår det i en pågående professionskamp.
    Vel kan det journalistiske nyhedskriterium og forlagenes salgsiver drives for vidt og følgelig forenkle historien om samfundets bearbejdning af fortiden urimeligt hårdt. Men historikere burde vide, at ny historisk viden langt sjældnere opnås, fordi der dukker nye dokumenter op, men oftest skyldes, at kendt viden sættes i en ny sammenhæng, at der stilles nye spørgsmål, at denne viden gøres mere tilgængelig for en bredere læserskare, som af forskellige grunde er mere modtagelige end tidligere. Og de burde i stedet bruge krudtet på at gå i dialog om fordele og ulemper ved forskellige former for historieformidling. Centrale spørgsmål i dén debat er balancen mellem forståelse og fordømmelse, mellem historiens fortids- og nutidsdimension samt mellem refleksion og identifikation. Historikere og journalister repræsenterer ikke sjældent yderpunkter på disse skalaer.
    Efterårets bøger om efterkrigsopgøret efterlyser forsoning mellem de skarpe fronter mellem dem på den rigtige side og de ekskluderede, og der er ingen tvivl om, at viden om ofrene, deres motiver, handlinger og skæbne er en nødvendig forudsætning for, at det kan realiseres. Til det bidrager den nye forskning med helt nødvendig og væsentlig viden. Men forsoning kræver indsigt i begge parter. Det er derfor nødvendigt også at tilvejebringe viden om dem, der ønskede hævn og ikke mindst om de helt konkrete mekanismer, der satte forfølgelserne i gang og accelererede dem, og om deres politiske og magtmæssige kontekst. Det er ikke tilstrækkeligt blot at henvise helt alment til behovet for hævn og opsparet vrede, som følge af den tyske besættelse og nazismens forbrydelser. Skal forsoning opnås, er det ikke nok blot at bytte offer- og skurkerollerne om. Indlevelse og forståelse må gå hånd i hånd med vurdering af de konsekvenser,  aktørernes handlinger havde, tilsigtet eller utilsigtet. Det synes jeg ikke, efterårets bøger om opgøret lever op til. Tyskerpigerne kan bruges som et illustrativt eksempel. Uanset motiv og selvforståelse kunne en tyskerpige sjældent undgå at blive politisk aktør. En tyskerpi­ge var både et privat individ og en fra­terniserende kvinde. En tysk soldat var både et privat individ og en besættel­sessoldat. Og deres forhold var såvel et privat intimt forhold som en brik i spillet mellem den tyske besæt­telsesmagt, NS-styret og det norske sam­fund. Det kan og bør ikke umid­delbart bringes på én for­mel og gøres op i et enkelt regnskab med et enkelt facit. Ved at stille moralske spørgsmål til fortiden bliver den relevant for os, men vi lander i moralisering, hvis vi bedømmer fortiden på nutidens præmisser uden indsigt og forståelse for de historiske vilkår, som formede menneskers valg. Forsoning kræver en sådan flerperspektivitet, der kan åbne op for en varsom differentiering mellem indlevelse og distance, mellem forståelse og stillingstagen. En sådan fortidsforvaltning udgør et godt grundlag for reflekterede aktuelle handlingsvalg.

NOTE
1 Claus Bryld: «The Five Accrused Years», Scandinavian Journal of History, vol 32, no.1, 2007, s. 86–115.


Del artikkel på twitter Del denne artikkelen på Twitter.

 Tips en venn om denne artikkelen!  
 

<Tilbake til forrige side Utskriftsvennlig side>