>Anmeldelser Prosa 04|08

Samtale med superstjerner

Morten Ebbe Juul Nielsen

Selv den fuldkommen forudsætningsløse læser kan få meget ud af Birgitte Huitfeldt Midttuns intervjusamling Kvinnereisen. Og den i forvejen interesserede læser behøver ikke også at være flasket op på en langvarig og streng diæt af Heidegger, Lacan, Foucault og Derrida for at få noget ud af samlingen – selvom det sikkert hjælper.

<empty>

Birgitte Huitfeldt Midttun
Kvinnereisen. Møter med feminismens tenkere
269 sider
Humanist forlag 2008

Anmeldt av Morten Ebbe Juul Nielsen

I kvinnereisen kan man stifte bekendtskab med en gedigen perlerække af de mest indflydelsesrige (og/eller notoriske) nulevende kvindelige feministisk orienterede teoretikere, tænkere, litterater eller filosoffer. Mediet er primært interviewet, suppleret med rigelige biografiske og bibliografiske informationer. Midttun har leveret en stor præstation ved overhovedet at få disse kvindelige superstars i tale, og demonstrerer generelt også en imponerende viden om og forståelse af deres ofte komplekse, i visse tilfælde esoteriske, tanker.
    De præsenterede feministiske tænkere er Julie Kristeva, Hélène Cixous, Luce Irigaray, Camille Paglia, Susan Bordo, Judith Butler, Martha Nussbaum, Gayatri Spivak, Drucilla Cornell og Torill Moi. Ingen tvivl om at Midttun har fanget størstedelen af den celebre creme af feministiske tænkere. Jeg må bekende at jeg aldrig før havde hørt om Cixous, og at jeg ikke vidste at Cornell indtog så fremtrædende en position, som interview og biografi giver indtryk af – men heldigvis er feltet jo bredt, så jeg regner mig for undskyldt.
    Som man naturligvis kan se allerede på valget af Midttuns samtalepartnere, ligger der en lang række af valg og fravalg bag et udpluk, der vil præsentere nulevende, fremtrædende feminister. Og Midttun har bestemt gjort sig sine valg. Listen over tænkere viser en klar prioritering af kontinentalt inspireret tænkning (kun Nussbaum kan siges at være entydigt placeret i den såkaldt analytiske filosofi), og indenfor den kontinentale tænkning endda en slagside i retning af  poststrukturalismen eller postmodernismen. Dertil skal lægges, at Midttun tydeligvis er meget optaget af de litteratur-teoretiske elementer, eller simpelthen af skriften og sproget. Det kan forklares både ved en ren reference til Midttuns egne interesser, og ved, at feministisk teori rent faktisk har været ekstremt fokuseret på teorier om kvindelig teoretisering, på teori om kvinden som skrivende, på et særligt kvindeligt sprog og lignende.
    Set udefra – fra et ikke-litteraturteoretisk perspektiv, mener jeg – er især sidstnævnte prioritering en af bogens svagheder, hvilket vi skal vende tilbage til. Først en række af bogens uomtvistelige forcer.

Guldgrube Ingen der er interesserede i samtidig feministisk tænkning vil finde bogen skuffende. Både den nytilkomne og den garvede insider har med Kvinnereisen en mindre guldgrube mellem fingrene – en guldgrube, der kan fungere både som introduktion, som oversigtsværk, og bestemt også som hjælp til at afdække nye dimensioner og facetter af disse brillante tænkere. Særlig glæde fandt jeg selv i interviewet med Kristeva, som (for første gang, for undertegnede) i blink gav mening. Samme aha-oplevelse gjorde sig gældende med Bordo, og i det hele taget tror jeg, at mange vil have glæde af bogen, når man lige skal have et par ting på plads om en af de involverede dignitarer.
    Samlingen rammer også – generelt betragtet – en heldig balance mellem det introducerende og det indforståede. Når det er sagt, synes det omvendt ikke urimeligt at sige, at Midttun kunne have fået langt mere ud af sit materiale, end hvad sluttilfældet er.
    Midttuns form spænder nemlig på flere måder ben for projektet. Det gennemsnitlige sideantal per tænker ligger vel på ca. 16 sider. Af disse går gode tre, måske fire, til temmelig intetsigende biografiske og bibliografiske oplysninger, som enhver med adgang til internettet vil kunne finde uden problemer. De siger ikke noget interessant overhovedet om de interviewede. Det skal indskydes at de overordnede linier af de enkelte forfatterskaber og tænkninger også præsenteres i disse afsnit, og de fungerer generelt fint.

Gonzo light Hvad værre er, så skal vi trækkes med en side eller to med Midttuns egne småanekdoter om hvorledes vejret var den dag hun mødte denne og hin, om der var køer på marken på vej til mødestedet, og så videre og så fremdeles. Igen komplet irrelevant. Stilen minder her om de værste eksempler på gonzo light, eller som vi siger hernede i fladlandet, «Press-stilen», efter et hedengangent månedsmagasin, hvor man altid med fordel kunne springe den første side over i artiklerne, da den alligevel altid gik til pretentiøst, «stemningssættende» passager, der ikke havde noget med substansen at gøre. Muligvis forsøger Midttun at invitere læseren ind i teksten – hun bruger i hvert fald mange rejse-, rum- og bevægelsesmetaforer i disse indledninger – men det virker både kunstigt og krukket, og altså, ikke mindst som spild af tid. Der melder sig en mistanke her: er forsøget på at etablere en intimitet, en person-til-person relation, også et forsøg på at immunisere tankerne mod kritik – der er jo tale om en privilegeret, subjektiv, «åbenhjertig» samtale, hvorfor kritik næsten vil virke som en art indtrængning i et privat forhold – som når en fremmed pludselig blander sig i en intim samtale mellem fortrolige parter?

Ikke kritisk Med de indledende og overflødige øvelser på gulv trukket fra, ligger det gennemsnitlige interview altså på en små 10-12 sider. Der er, som indikeret, meget stof i disse, men Midttun er ikke den kritiske interviewer, der stopper op og udbeder sig et argument for de ofte særdeles kompakte og, for at sige det ligeud, teoretisk og empirisk kontroversielle og esoterisk formulerede udsagn, som hendes heltinder kommer med. Hvad skal man fx stille op med Judith Butlers udsagn «Queer kan ikke være et substantiv; Queer må være handling, et verb, det er å gjøre. Hvis Queer blir en kategori, mister den samtidig sin mulighet til å forandre, det som er det viktigste av alt …» (Det fortsætter i samme dur.) Eller hvad med følgende gnostiske sentens fra Cixous «Å skrive er å lære å dø». I disse, samt i en meget lang række andre tilfælde, lader Midttun for mig at se den reelt interesserede læser i stikken ved ikke at banke i bordet og forlange en forklaring. I interviewet med teoretikeren, og specielt da den højintellektuelle, humanvidenskabeligt-litterære teoretiker, må der næsten altid forudsættes en vis fortrolighed med stoffet på vegne af den læser, som intervieweren også må repræsentere. Det er givet. Men efter min smag strækker Midttun sig for langt, og sætter igen den intime og uforstyrrede relation med den interviewede over en sokratisk-udfordrende spørgen.

Litterært-sproglig vinkel I interviewet med Paglia (der for øvrigt er pragtfuldt!) kommer den fyrige italiener med følgende bredside: «Dessuten tror jeg den retoriske (og akademiske) feminismen er på vikende front.» Paglias konklusion bygger på den præmis, at den akademiske feminisme entydigt er «postmodernistisk», altså, besat af socialkonstruktivisme, «alt-er-tegn-syge», Lacan-Foucault-Derrida epigoneri, og hvad der ellers hører til denne efterhånden lidt altmodische trend, og det er jo en tilsnigelse. Alligevel har Paglia måske en pointe, og den relaterer sig til den litterære vinkel, som Midttun eftersætter i både hendes valg af teoretikere, og i hendes konkrete interviews.
    For feminisme, herunder feministisk teori, er vel ikke først og fremmest en forestilling om sprog, om en særlig kvindelig måde at formulere sig på, om litteratur? Litteraturen er en lillebitte krog af en meget stor og rig verden, og det er svært at se hvorfor den skal indtage en så privilegeret – næsten hegemonisk – position, både i den postmoderne akademiske feministiske teori, men så sandelig endnu mere i en konkret, politisk praksis og kamp. Så længe, og for så vidt, akademisk feministisk teori bliver en fortælling om litteratur og skrift, om endeløse analyser af skjulte eller eksplicitte mor-datterforhold i kedelige romaner, får Paglia ret i sin dystre dom.
    Man kan så vælge at sige, at Midttun faktisk rammer rimelig plet med sin litterært-sproglige vinkel (der, i parentes bemærket, ikke er altdominerende), i og med den faktisk er udbredt i feministisk akademisk teori. Men det kunne også anføres, at Midttun med sit valg bærer ved til et bål, der mere end noget andet marginaliserer akademisk og teoretisk tænkning om køn og feminisme. Læg hertil, at den teoretiske ramme for meget feministisk tænkning om sprog og skrift er solidt funderet i det rene ingenting, nemlig Freud og Lacan’s «teorier» – så har vi opskriften på, hvorledes en akademisk disciplin graver sin egen grav.
Disse fejl til trods: der skal ikke herske tvivl om, at Kvinnereisen er et yderst læseværdigt og interessant værk, der giver både begynderen og den indviede et sjældent og fascinerende indblik i væsentlige dele af kontemporær feministisk tænkning.
   


Del artikkel på twitter Del denne artikkelen på Twitter.

 Tips en venn om denne artikkelen!  
 

<Tilbake til forrige side Utskriftsvennlig side>