>Anmeldelser Prosa 03|08

Biografien på trods

Signe Lindskov Hansen

Hvorfor skrive biografi, hvis man ikke kan lide genren? Hvorfor bruge tid og kræfter på at teoretisere over den, hvis man grundlæggende synes, at den er utilstrækkelig, teoretisk underfrankeret og reduktionistisk?

Skaff deg et liv

Stephen J. Walton
Skaff deg eit liv!
Om biografi
359 sider
Det Norske Samlaget 2008


Anmeldt af
Signe Lindskov Hansen

Sådan kunne man polemisk spørge Stephen J. Walton, professor i nynorsk skriftkultur ved Høgskulen i Volda, der har skrevet en mangearmet, polyfon, flabet, belæst, humoristisk, oprigtig, springende og ilter-vilter bog om biografi: Skaff deg eit liv!
    Man kunne vende bogens titel mod Walton selv. Er du træt af biografien, så lav noget andet: «Skaff deg eit liv!»
    Mere frugtbart er det dog at søge Waltons argument netop i titlen og den påtrængende nødvendighed, der ligger i, at han taler i bydemåde, imperativ. Ærindet er normativt, og budskabet er, at biografien skal give mening, have indhold. Biograferne skal holde op med meningsløse aktiviteter og få styr på sig selv og deres selvbiografi, så de kan møde den biograferede i øjenhøjde og ikke falde for det, Walton kalder ’kæledyrssyndromet’ (altså, at biografen udvælger en person at biografere, som ligner ham selv og som undervejs mere og mere formes i eget spejlbillede – som et kæledyr).

Intellektuel mønsterbryder Bogen er en samling af artikler, foredrag og tekster fra perioden 1991 og frem, nogle tidligere udgivet, andre nyskrevne. Som udgangspunkt er det en underlig genbrugsform, som det dog lykkes Walton at give liv og vid med sin causerende og intellektuelt harcelerende stil. Det er en drøm at læse! Interesserer man sig for biografien bag kulisserne, er det et godt sted at starte. Walton kommer godt omkring de biografiteoretiske koryfæer, herunder Edel, Nadel, Epstein, Woolf, Strachey, Barthes og Backscheider, selvom hendes bog mangler i referencerne.
    Waltons mission er at ruske op i biografien og biograferne, og målet er at manifestere nye retninger og standarder. En udvikling, der må ske i opposition til den moderne biografi, som i Waltons optik i grove træk er en refleksions- og teoriløs form, der er mumificeret i hovedløs konformisme. Vreden mod den traditionelle biografi må man nødvendigvis have som avant­gardist og intellektuel mønsterbryder. Det er ikke dekonstruktion, der er målet, siger Walton, det ender i atomisme og ren form og æstetik, der er tømt for «politisk og etisk refleksjon» (s. 80). Målet er vel det, man kunne kalde en art ’oplyst konstruktivisme’.
    Løbende undrer man sig over Waltons skarpe modstilling af den moderne og den modernistiske biografi. Det sker i en klokkeklar ’slet-god’-dikotomi, som godt kunne bruge en dekonstruktivistisk overhaling eller et skævt, antiautoritært blik. Flere steder foregår de historiske længdesnit og analyserne af genrens genese og forbindelse til romanen i ukritiske spring mellem den angelsaksiske og den nordiske tradition. Ikke uden problemer, synes jeg.

Kronos og logos Walton slår fast, at biografien er en konstruktion, der kun har få og tilfældige forbindelsespunkter med det virkelige levede liv. Og biografiens svøbe er dens nære slægtskab med den naturalistiske roman, som internaliserer biografiens påståede virkelighedsreference.
    Det store problem, Walton med rette peger på, er, at biografien sjældent problematiserer, at den er en konstruktion. Virginia Woolf var tidligt inde på det paradoksale i brugen af  «creative facts».
    I bogens første kapitel (genoptryk af indledningen til Waltons Aasen-biografi fra 1991) trækkes fronterne op. To centrale begreber for biografien, som Walton gennem bogen går til angreb på, er kronologien og helhedstænkningen. Walton argumenterer for, at man skal vogte sig for blind repetition af en klassisk kronologisk og helhedssøgende form, hvis tolkning af den biograferede skriver sig selv.
«Den kronologiske framstillinga er sjølve grunnproblemet ved biografien. Den kronologiske narrative struktur er falsk,» skriver Walton (s. 61) med henvisning til, at kronologien skaber sammenhæng ad løsrevne fakta og begivenheder og læner sig op af en tvivlsom kausalitet. Der skal nye, sprængte, eksperimenterende former til, der gør biografien fri af traditionens formelle bindinger. Walton taler altså for at være ’en garde’ og skabe avantgarde i biografien.
    Et langt stykke ad vejen er Waltons kritik af kronos og logos inspirerende og tankevækkende. Også når han med Saussure ved hånden fremhæver sprogets syntagmatiske diakroni: at sproget udfolder sig i sekvenser over tid. Lidt letkøbt sammenligner Walton biografien med Roman Jakobsons studier af afasi-patienter, der kun kan operere diakront i sproget, fordi den vertikale, metonymiske, associative evne er gået tabt. Og så stopper ræsonnementet.
    Men stikker kronologien ikke dybere end det? Hvad hvis man går videre fra sætningernes rækkefølge til sprogets grammatiske kronologi, til aspekt og tempus, som kræver, at vi møjsommeligt bøjer hvert enkelt ord i tid? At man ikke kan konstruere en sætning, uden at placere den i tid, eller et argument uden at forholde sig til kausalitet.
    Kronologien er ikke sådan at slippe af med, selvom Walton gør et ihærdigt forsøg, som i øvrigt også – nu hvor Walton er så teoretisk velfunderet – kunne være interessant at se spejlet i Ricæurs begreber om tidens rolle i fortællingen. Walton kommer kort ind på brugen af tidsadverbier, som ifølge Bordieu bærer biografigenren oppe. Men bærer det ikke al tekst oppe? Og hvordan ser den biografi (eller tekst) ud, der for alvor tilsidesætter kronologien? Jeg har svært ved at se den for mig.

Fødderne og rødderne
For hvor meget er der tilbage af biografien, når kronologien og helhedsbestræbelsen er suspenderet? Hvor mange af de konstituerende træk ved en genre kan man forkaste, før genren går i opløsning? Walton er selv lidt inde på det, når han skriver, at det mest korrekte nok havde været «å kalle biografien ’en diskurs’» (s. 175).
    Men hvilke muligheder for biografien opstiller Walton i stedet for kronologien og biografiens søgen efter helheden? Hans egen Aasen-biografi bruger kroppen som bærende logisk og fortælleteknisk princip. En kropsdel ad gangen, fra neden og op. Med et brechtsk begreb skaber strukturen ’Verfremdungseffekt’ og er en vedvarende påmindelse om biografien som konstruktion. Målet er at undgå mytedannelser, og at «halde fast ved den fysiske eksistensen og ikkje la oss forføre av nokon metafysiske essensar» (s. 70). I det sidste kapitel – et forsøg på at rehabilitere biografien – fremsætter Walton otte-ni ønsker til biografien. Superforkortet ønsker Walton sig: Synliggørelse af biografens valg, flere punktnedslag og situationsbeskrivelser, at biograferne skal gå i biografen og lære af filmens fortælleformer, flere korte biografier, flere eksperimenter, at den usynlige biograf sendes på pension, at alle biografier skal analysere den biograferedes hovedaktivitet, at det metabiografiske bevidsthedsniveau styrkes og til slut, at forskerne vil gøre brug af queerteoriens perspektiver.
    Interessant – og lidt morsomt – er det at notere sig, at Waltons egen selvbiografi i kapitel II (som i sit helt eget regnskab er et af bogens højdepunkter) er skrevet i bag­udsyn med en kronologisk fortællestruktur. Her begynder vi ikke ved fødderne, men ved rødderne: fødestedet Leicester, mor og far, skolegang, studietid, fagfæller, rejser og arbejdet med Aasen-biografien. Og titlen på det efterfølgende afsnit begynder med et af de forkætrede tidsadverbier («Tilbage til pianotimane»), som Walton sammen med Bordieu gerne vil sende på pension.
    Waltons selvbiografi følger i parentes bemærket en form, et skema, som forskerbiografien i dens kortere former (i tidsskrifter og leksika) har haft i hundredvis af år. F.eks. i de såkaldte doktorvitæ, som er skrevet om danske forskere og lærde helt tilbage til latinkulturen. Men også i det danske Videnskabernes Selskabs biografier fra slutningen af 1700-tallet og frem, der var en skandinavisk variant af Concordéts biografier i det franske videnskabsakademi, de såkaldte éloges.

De blinde vinkler Nu er vi fremme (– eller tilbage – watch out!) ved Waltons tanker om relationen mellem selvbiografi og biografi, som han betragter som to væsensforskellige genrer, heldigvis. Det blev et personligt, intellektuelt og biografiteoretisk vendepunkt, da Walton blev bedt om at skrive sin intellektuelle selvbiografi til Samtiden. Det var vanskeligt, fordi Walton i processen stødte på tabuer og blinde vinkler i sin egen livshistorie, særligt sorgen over moren og sin bifile seksualitet. Men også erkendelsen af et langt liv med ubehandlede depressioner, som ifølge Walton (og Kristeva og freudianerne) kan skyldes fortrængningen af eller et umuligt sorgarbejde over det tidlige tab af moren. En forklaring, som giver mening både i Waltons eget og i Aasens liv. Undervejs blev det klart for ham, at de tavse felter nærmest var overført til arbejdet med Aasen. De spørgs­mål, Walton ikke kunne tage op i sit eget liv, kunne heller ikke blotlægges hos Aasen. Derfor stilheden om hans seksualitet. Om begges seksualitet.
    Kristevas teori om depression og melankoli blev en øjenåbner. Centralt står Kristevas tanker om, hvordan sproget tømmes for mening og bryder sammen for den deprimerede. Med Kristevas ord bliver den deprimerede ’en fremmed i sit modersmål’. Det forklarer, hvorfor Walton blev stum på engelsk efter morens død, og hvorfor han siden skiftede fra bokmål til nynorsk.
    Det er erkendelserne bag Waltons bud om, at alle biografer bør skrive deres egen selvbiografi. Det kunne have været en fornøjelse, hvis Walton havde konfronteret de interessante betragtninger med den uomgængelige franske selvbiografiteoretiker Phillipe Lejeunes begreb om le pacte autobiographique (eller Autopacte), som også Poul Behrendt på dansk grund har videreudviklet i bogen Dobbeltkontrakten.
    Hvis alle biografikritikere kunne mobilisere en kreativ trodsighed, der er halvt så produktiv, befriende og animerende som Stephen J. Waltons, ville det biografiske felt se ganske anderledes ud. Som helhed er Waltons ’trods-teori’ nytænkende, perspektivrig og teoretisk velfunderet.


Del artikkel på twitter Del denne artikkelen på Twitter.

 Tips en venn om denne artikkelen!  
 

<Tilbake til forrige side Utskriftsvennlig side>